DOTA 2: Valve annoncerer omstrukturering af Majors

No Comments

DOTA 2: Valve annoncerer omstrukturering af Majors

I stedet for at administrere DOTA 2 Majors selv vælger Valve at benytte sig af tredjepartsturneringer til at afvikle begivenhederne. Afhængig af turneringens størrelse vil Valve skyde en bestemt sum penge i præmiepuljen. Ligeledes integreres Qualifying Points for at skabe mere klarhed over invitationerne til den årlige The International.

Valve har i en pressemeddelelse offentliggjort den nye struktur for Majors, som kommer i kølvandet på et dalende antal tredjepartsturneringer med tilstrækkelig høj præmiesum. Den nye struktur betyder, at Majors ikke længere vil være fuldt ud administreret af Valve. I stedet får private turneringsarrangører muligheden for at gøre deres turnering til en såkaldt Major, hvis præmiesummen er høj nok.

Hvis en turnering har en officiel samlet præmiesum på mindst 500.000 dollars, vil Valve lægge 500.000 dollars oveni, og turneringen vil blive anerkendt som en Major. Valve har i samme ombæring valgt at integrere såkaldte Minors, der fungerer på samme måde som Majors i bare mindre omfang. En privat arrangeret turnering med en præmiesum på mellem 150.000 og 500.000 dollars vil blive tildelt yderligere 150.000 dollars af Valve.

Outsourcing for DOTA’s egen skyld

Valve forklarer den nye struktur med, at de ønsker en mere “organisk tilgang” til turneringsafholdelse, der som bekendt også eksisterer uden for Valves grænser. DOTA 2-præmiesumme har vokset hurtigt og eksponentielt de seneste år, men fra midt 2015 til 2017 er præmiesummerne i turneringer ikke afholdt af Valve dalet. Dette skyldes blandt andet integreringen af de såkaldte Valve-Majors, der sammen med The International, er turneringer, som er svære at konkurrere med for private turneringsarrangører af flere årsager.

Valve-turneringer har mere prestige, tilbyder oftest bedre forhold for spillerne, og så er præmiesummen ikke mindst større. Derudover er rygterne også, at Valve planlægger deres Majors cirka 3 måneder forinden, turneringen starter, hvorimod private arrangører som eksempelvis ESL planlægger 8-9 måneder forinden. Og fordi at ingen private arrangører ønsker at lægge deres turnering oveni et Valve-event, er det ikke risikoen værd at arrangere et stort event med invitationer til store hold så langt forud.

Qualifying Points for gennemsigtighed

Med outsourcing af Majors og Minors vil spillere deltagende i disse turneringer blive tildelt kvalifikationspoint, der i sidste ende er afgørende for, om det hold, som de spiller på ved invitationsdato, vil blive inviteret til The International. Hvor mange point, der tildeles efter den enkelte turnering, afhænger af den samlede præmiepulje, og om turneringen er en Major eller en Minor. Turneringer udover Majors og Minors giver ikke kvalifikationspoint.

Valve har tidligere modtaget kritik for ikke at være åbne omkring deres vurdering af, hvem der skulle inviteres til The International, men det nye invitationssystem er altså pointbaseret, og invitationerne er ikke længere i hænderne på Valve.

Potentiel smutvej for dårligt præsterende hold

Den nye struktur lægger et yderligere pres på spillerne for at præstere, fordi spillerne nu er nødt til at hente point til sig selv, hvis de vil spille ved The International. Det nye system forhindrer nemlig ikke hold i at skrive under med nye spillere i de samme åbne registreringsperioder som eksisterede tidligere. De store pengestærke organisationer har derfor muligheden for at hente spillere med mange kvalifikationspoint til på en lukrativ kontrakt og derved garantere sig en plads ved TI.

En anden interessant note i forlængelse af dette er, at det kun er de 3 spillere med flest kvalifikationspoint på holdet bestående af 5 mand, der får sine point talt med, når det skal udregnes, om holdet skal til TI. En stor organisation, der har fejlet i løbet af året, kan altså opkøbe 3 spillere med mange kvalifikationspoint fra et mindre hold for så at blive inviteret.

En oversigt over, hvem der har flest kvalifikationspoint vil blive tilgængelig, når den nye struktur bliver taget i brug fra start 2018.

 

More from our blog

See all posts
No Comments
 

Leave a Comment