The International 2017: Et indblik i betydningen af verdens største E-sport event

The International 2017: Et indblik i betydningen af verdens største E-sport event

The International 2017, det syvende i rækken, slår egne rekorder og bliver igen i år verdens største E-sport event, kigger man på præmiepengene, hvor der spilles om 145 millioner kroner. Hvad, der engang blot var en hobby for mange, er blevet gjort til en levevej, og de asociale nørder, der spillede computer i mors kælder, er nu verdensstjerner, som genkendes på gaden.

Den gyldne generation af topspillere

For kun 10 år siden sneg man sig ud af huset for at tage til LAN-events og mindre turneringer, hvor man var heldig, hvis man vandt 250 kroner og en ramme energidrik. Det er de samme folk, der i dag spiller om 2- og 3-cifrede millionbeløb, fordi de blev ved med at spille. Den nuværende årgang af topspillere har været “heldig” at ramme det gyldne punkt, hvor deres topniveau har kollideret med et eksplosivt marked for gaming.

Generationen over (+28 år) er blevet for gamle til at deltage på konkurrenceplan, og generationen under (-18 år) har mange flere spillere, der med tiden højst sandsynligt vil blive bedre end flere af de professionelle nu, men alligevel ikke vil finde vej til den professionelle scene, fordi der ganske enkelt findes så mange bedre spillere fra samme generation.

De topspillere, vi omgiver os med nu, har ramt et perfekt vakuum, hvor de har skabt topniveauet i DOTA, CS:GO og LoL. De har været dygtige, men bestemt også heldige – og det har båret både frugt, guld og grønne skove økonomisk set.

Det endelige mål er The International

Ligesom målet for mange fodboldspillere er at vinde VM, er målet for professionelle DOTA 2-spillere at vinde The International, også bedre kendt som TI. De fleste computerspil har på konkurrenceplan deres store årlige internationale turnering, der er årets højdepunkt, men i økonomisk sammenhæng er der intet, som kommer i nærheden af The International.

Alle andre turneringer i løbet af året er udelukkende forberedelse til TI. Hvorvidt holdene bliver sammen afhænger af resultaterne til TI, og én semi-god placering ved denne event kan sikre flere penge end samtlige andre turneringer til sammen kan på et helt år. Selvom det stadig bare er et ‘spil’, er det en fuldtidsbeskæftigelse for disse spillere, og nåleøjet er med tiden blevet meget mindre. Der er altid en up-and-coming topspiller, der venter i skyggerne, hvis du ikke præsterer – fordi akkurat som hvis du ikke præsterer på fodboldbanen, bliver du sat af holdet.

High risk, high reward

Mange unge drømmer i dag om at blive E-sport-stjerne, fordi hvad kan være sjovere end at spille computerspil og tjene penge på det? Det er dog en aldeles farlig drøm at jagte, medmindre man har et åbenlyst talent fra allerede 14-15 års alderen og bliver anerkendt af andre for det.

Du kan komme langt med hårdt arbejde, men ud af de 15.000 personer med mere end 10.000 timer i eksempelvis DOTA 2, er det cirka 15 af dem, der rent faktisk kan gøre det til en levevej. Det vil sige, at selvom du lægger ekstremt mange timer i spillet, er der en 0,001 % chance for, at du kan blive professionel. Det er en smuk historie om ærgerrighed, når det lykkes, men når det ikke gør, har du smidt meget tid og mange værdifulde år ud af vinduet. Enhver forældres bekymring, der lyder meget klichéagtig, men faktisk er reel nok.

The International 2017 skydes i gang i aften klokken halv 7, hvor blandt andet Evil Geniuses med danske kaptajn Cr1t spiller deres første kamp ved turneringens indledende gruppespil.